JENS PEDERSEN SØNDERGAARD

født omkr. 1680, død 1729(?).

Jens Pedersen, der havde tilnavnet Søndergaard efter sit fødehjem i Sejerslev by og sogn, fæstede i maj 1704 (1) Hans Samuelsens tidligere gård i Hesselbjerg by i Sejerslev sogn, nemlig nr. 6 på 7 tdr. 3 skpr. 2 fjkr. hartkorn (2), der efter ham fik navnet Søndergård; gården var den største i byen med kun een fæster.

Jens Pedersen Søndergaard var af opfarende og hidsig temperament, der sluttelig - da han var omkr. 50 år - havde udviklet sig i sygelig retning, så han i et anfald af sindssyge dræbte sin tjenestekarl med en brødkniv. Hans temperament afspejles tydeligt i de fire retssager (3), hvori han blev indblandet.

25 marts 1709 (4) berettes om et tyveri natten mellem den 15. og 16. marts hos Jens Søndergaard, der rasende indhentede tyvene og gav dem en afklapsning.

Aret efter oplyses der 27. oktober 1710 (5) om et drabeligt slagsmål i Jens Søndergaards gård, hvor han var blevet hjemsøgt 2. oktober af en sergent, hvis kone havde tjent hos Jens i 1704, og som endnu mente at have penge tilgode.

Endelig blev Jens Søndergaard 18. juli 1718 (6) tiltalt for at have gennempryglet en nabomand i anledning af, at en hest havde græsset på naboens eng. 10. og 11. januar 1729 (7) blev Jens Søndergaard tiltalt og dømt til døden for om morgenen den 28. december at have stukket sin tjenestekarl ihjel med en brødkniv uden noget forudgående opgør. - 26. januar 1729 (8) stadfæstedes dommen ved Viborg landsting, og kort efter må Jens vel være blevet halshugget.

Det var sikkert Jens Pedersen Søndergaards psykiske tilstand, der i foråret 1728 havde fået ham til at oplade fæstet af 3/4 del af gården "formedelst svaghed" (han var som sagt omkr. 50 år gammel) for sønnen Peder Jensen Søndergaard, se ane 14-15, der 5. marts 1728 (9) fik fæstebrev på de 5 1/2 td. hartkorn af den nuværende Søndergård i Hesselbjerg.

Jens Pedersen, der var 30 år i 1710-12 (10), var født omkr. 1680 i Søndergård i Sejerslev by og sogn, søn af Peder Pedersen Søndergaard og hustru (Johanne Jensdatter?).

Jens levede altså endnu sidst i januar 1729, men blev vel snart efter henrettet ved halshugning.

Han blev gift midt i juni 1704 (11) med Bodil (Boel eller Bould) Andersdatter, der må være født senest 1685.

Kvindenavnet Bodil var meget sjældent på Mors i de tider, så det ville være nærliggende at antage, at hun var datter af Anders Nielsen, født i Tødsø, der efter kontrakt af 4. oktober 1682 (12) overtog en gård i Hesselbjerg efter Søren Jensens enke Bodil Pedersdatter, hvis datter Sidsel Sørensdatter han agtede at gifte sig med. - Noget bevis er ikke fundet, men navnet Sidsel går igen i efterslægten, hvorimod navnet Søren ikke forekommer.

Bodil Andersdatter døde efter 1729 - uvist hvornår, men før 1760, hvor kirkebogen begynder.

Bodil og Jens Søndergaard fik mindst syv børn, hvoraf sønnerne Peder og Anders, døtrene Anne og Maren nævnes som vidner i sagen, hvor faderen blev dømt til døden.

Her sager som omhandler Jens Pedersen Søndergård :

På tingdagen, mandag den 25. marts 1709 havde Jens Pedersen Søndergaards herskab etatsråd Klingenberg på Højris ladet indstævne Jesper Jacobsen og Anders Mikkelsen Nautrup, begge i Ejerslev, for indbrud hos Jens Søndergaard om natten mellem den 15. og 16. marts, hvor de havde stjålet en side flæsk, en stor ost på ca. 13 skålpund og tolv røgede fårelemmer ved at fjerne et vindue og noget af stråtaget ved husets vestre ende.

Da Jens Søndergaard hørte tyvene gå på loftet, men derpå forsvinde, tog han en fork og en hest fra stalden og satte efter dem. Han nåede dem på marken mellem Hesselbjerg og Ejerslev, men da han nærmede sig på hesten, kastede de tyvekosterne fra sig; han fandt dem på marken i et sammensyet lagen sammen med en ladt bøsse.

Da han kom hen til Anders Mikkelsen Nautrup slog han ham over hovedet med forken, så skaftet gik i stykker, så bad Anders for sig, men Jens gav ham endnu et slag eller tre, hvorpå han lod Anders ligge - Og løb efter Jesper og gav ham et slag, så han faldt, og forken gik igen i stykker.

Tyvene slap dog fra ham, og Jens Søndergaard bad et par naboer hjælpe sig med at få tyvekosterne hjem.

Bl.a. bøssen blev fremvist på tinge, hvor Niels Markvorsen af Ejerslev oplyste, at den tilhørte ham, men at Anders Nautrups søn havde lånt den hos ham for fem uger siden, da faderen ville skyde krager.

Et par mænd i Ejerslev vidnede, at de var blevet opsøgt af tyvene, der fik dem med til Jens Søndergaards for at forlige sig med ham. Jens Søndergaard svarede, at sagen var overladt til husbonden (herskabet), men selv syntes han, at "det var hart ad (næsten) synd, fordi I ville have gjort mine middagsmåltider tynde, om I kunne have fået held dertil, dog skulle man gøre noget for Eders koners og børns skyld, men for Eders egen skyld slet intet".

Så enedes de dog om, hvis husbonden var tilfreds dermed, at Anders Nautrup skulle betale 4 sldlr. og Jesper Jacobsen give et svin og fire får til.

Jens Søndergaard. Men herskabet lod tage tingsvidner om sagen, da tyvene var berygtede for deres gerninger.

27. oktober 1710 var Jens Pedersen Søndergaard stævnet af herskabet sammen med bl.a. sin tjenestekarl, soldaten Christen Sørensen Blokhus i anledning af et overfald i gården 2. oktober på sergent Gert (Gerhard?) Born under kaptajn Hermans (Hermansens) kompagni.

Sergentens kone, Margrethe Jensdatter, der sammen med manden og deres to børn var kommet til Hesselbjerg, havde syv år før tjent hos Jens Søndergaard. Hun tjente på andet år i gården, da Jens overtog den til pinse 1704 efter Hans Samuelsen.

Af Jens Søndergaard blev hun sted (fæstet) for tiden fra pinsedag til Mikkelsdag at være inden døre for 2 sldlr. - Men da hun havde været hos ham i fem uger, blev han gift og ville så, at hun skulle gå uden døre. Hun ville imidlertid i så fald have mere i løn, men da han ikke ville give hende det, forlod hun pladsen efter de fem ugers forløb. Og det var den løn, hendes mand nu krævede Jens Søndergaard for.

Niels Nielsen i Hesselbjerg, der 2. oktober stod og tærskede korn i Jens Søndergaards lade, vidnede, at sergenten med kone og to børn var kommet til gården over middag og traf Jens Søndergaard ved askemøddingen ved den søndre side af stuehusets østre ende. De talte om konens påståede tilgodehavende og sergenten tog til sin kårde nogle gange, men hvor langt han havde den ude, så vidnet ikke, så skød (skubbede eller stødte) Jens Søndergaard til sergenten med sin hånd, så han faldt omkuld. Så løb Jens ind i gårdens østerhus. - Og sergenten trak sin kårde og løb efter ham, mens konen sagde: Bitte mand, I skal ikke slå ham i hans egen gård!

Så kom Jens ud af det østre hus mod sergenten med et stykke lægte i sin hånd, så sloges de med kårde og lægte, så underløb sergenten lægten og kom ind og fik fat på Jens. Sergenten faldt omkuld, men kom op igen og fik fat på Jens, der så faldt omkuld på ryggen på brostenene uden for kohusdøren. Så kom kården af sergentens hånd - konen tog den, slog Jens nogle gange over ryggen med den. Jens Pedersens hustru, som var kommet til for at skille dem ad, fik en skade i sin venstre hånd af kården. I det samme tog Jens kården fra sergentens kone og slog hende nogle gange med den og sagde: Gå af min gård din hore!

Så løb Jens ind i stuen med kården og kom ud igen uden den. Derpå kom sergenten med en trægreb og slog Jens i hovedet med den, hvorpå Jens tog lægten igen og slog greben af sergentens hånd.

Mere så dette vidne ikke, da han blev ved sit arbejde.

Karlen Christen Blokhus vidnede stort set det samme, men tilføjede lidt om sin egen ordveksling med sergenten, samt at han gav sergenten et slag af plejlen over ryggen, hvorpå de skiltes.

Et par naboer blev ligeledes indblandet i slagsmålet, men nogen dom faldt ikke i sagen.

18. juli 1718 indstævnede herskabet igen Jens Pedersen Søndergaard - denne gang i anledning af et slagsmål med og overfald på naboen Mikkel Jensen i Hesselbjerg, der hævdede, at en af Jens' heste havde været inde på hans eng. De var i den anledning kommet op at slås - og det så voldsomt - at Mikkel måtte blive i gården til næste dag, da han blev kørt hjem på en vogn.

I julen 1728 dræbte Jens Søndergaard sin tjenestekarl Peder Skammelsen, hvorom justitsprotokollen oplyser under 10. og 11. januar 1729:

På højædle og velbårne etatsråd v. Heespen til Tersløsegård hans vegne mødte sr. Christen Uttrup af Nykøbing og fremstillede 2de kaldsmænd (navnene ulæselige), som lovlig til i dag havde stævnet Jens Pedersen Søndergaard i Hesselbjerg med en memorialstævning af indhold som følger:

Memorial for kaldsmændene:

På højædle og velbårne hr. etats- og justitsråd v. Heespens vegne gives herved Jens Søndergaard i liesselbjerg lovlig kald og varsel til Sønder- og Nørreherreds ting at møde mandagen den 10. januar førstkommende imod synsafhjemling, vidners førelse og spørgsmåls tilsvarelse, samt dom herefter at lide til samme tid, alt angående det drab, han haver forøvet og begået på hans (sin) tjenestekarl, som var soldat, navnlig Peder Skammelsen, da han

tirsdagen den 28. december sidst om morgenen fik sin davre ved bordet, med videre hvad deraf kan dependere.

Til samme ting og tid stævnes for at vidne i sagen, hvis (hvad) de kan blive tilspurgt om, Jens Søndergaards kone Bodil Andersdatter, sønnerne Peder Jensen og Anders Jensen, 2de døtre Anne Jensdatter og Maren Jensdatter, item en pige, som sad tillige med ved bordet, da ulykken skete, navnlig Maren Nielsdatter, værende hos Peder Jensen, husmand; nok byens folk Peder Kiærgaard, Lars Jensen, Jens Præstgaard, Mikkel Jensen Bondesen, Søren Poulsen, Christen Nielsen, Cort Hansen og Poul Nielsen, alt angående bemeldte Jens Pedersen Søndergaards adfærd og ord, han har haft og brugt før og efter ulykken var sket med videre, hvad der som forbemeldte denne sag angående kan blive tilspurgt om.

Endelig stævnes og indkaldes til samme tid og ting Anders Poulsen i Sejerslev, Christen Nielsen Krog, Rasmus Thomsen Gadegaard og Christen Christensen Rolighed ibidem for at forklare ved ed efter loven synet, som de har taget og gjort på bemeldte Peder Skammelsen.

Og talte kaldsmændene med en del selv ellers med hustruen og folk til bopælen, hvilket disse 2de forbemeldte varselsmænd det med opholdne fingre efter loven bekræftede.

Og efter at lovens ed tydelig og lydelig var oplæst, fremkom synsmændene, nemlig Anders Poulsen i Sejerslev, Christen Nielsen Krog, Rasmus Thomsen Gadegaard og Christen Christensen Rolighed, som forklarede deres over Peder Skammelsen tagne syn og besigtigelse, hvilket de skriftligt forfattet her for retten fremlagde og ellers edeligen tilstod og forklarede ... for retten blev læst og indføres nr. 1.

Dernæst fremkom Anne Jensdatter, som er den afdøde og dræbte Peder Skammelsens moder, og blev af sr. Uttrup tilspurgt, om hun ville have noget med sagen at gøre imod Jens Søndergaard for den misgerning, han havde begået på hendes søn, helst hun som arving og næstpårørende efter loven er eftermålsmand og burde sagen forfølge. Hvorpå hun svarede, hun hverken kunne eller ville, såsom hun var et fattigt menneske.

2. Om hun havde nogen tiltale til Jens Søndergaard for den grove gerning, som han havde begået, eller det var hende nok, når han efter loven blev straffet. Dertil hun svarede, at hun havde ingen tiltale til Jens Søndergaard, men var fornøjet, når han blev straffet efter loven.

Dernæst fremkom Maren Nielsdatter, og efter at lovens ed for samtlige vidners personer blev oplæst, vandt (vidnede) ved ed med opragte fingre efter loven på spørgsmål:

1. Hvad tid drabet skete på Peder Skammelsen af Jens Søndergaard. Dertil hun svarede, at det var næste søgnedag efter julehelligdagene, som var tirsdag om morgenen, da Jens Søndergaard tillige med Peder Skammelsen, samt nogle af Jens Søndergaards børn fik deres davre, da under måltidet, så vidnet, at den dræbte Peder Skammelsen stod op fra bordet og sagde:

Fader hvi gjorde I så det?

Hvorefter vidnet løb ud af døren til Jens Søndergaards kone, som var i kohuset at malke, og sagde til hende: Moder, I skal gå ind, der er noget på færde.

Imidlertid kom Jens Søndergaards søn Anders til hende i gården og sagde: Min fader har slaget en kniv i Peder Skammelsen.

Og løb så vidnet til Mikkel Jensen Bondesen i Hesselbjerg og bad ham efter konens begæring af komme derhen.

2. Tilspurgt, om der var nogle ord imellem Peder Skammelsen og Jens Søndergaard førend gerningen skete. Hvortil vidnet svarede nej, der var aldeles ingen ord imellem dem.

3. Om vidnet vidste, at de tilforn havde haft nogle ord imellem hinanden. Hvorpå vidnet svarede, at hun ej havde hørt andet end godt imellem dem; videre vidste vidnet ikke at forklare i denne sag.

Dernæst fremkom Jens Søndergaards søn Peder Jensen, som gjorde sin ed efter loven og vandt på spørgsmål:

1. På hvad tid drabet skete. Hvortil vidnet svarede, at det var om tirsdagen, som, var næste søgnedag efter julehelligdagene, da vidnet tillige med sin fader, tjenestekarlen Peder Skammelsen og nogle hans (sine ) søskende sad ved bordet og fik hans (sin, deres) davre, da under måltidet og de næsten havde afspist,og vidnet lagde sin ske bort under bjælken, og Peder Skammelsen den tid spiste øllebrød, da gav Peder Skammelsen et råb af sig og rejste sig op i det samme. Så tog vidnet Peder Skammelsen om hans bryst og spurgte, hvad hannem skadede. Da sagde Peder Skammelsen: Din fader har slaget en kniv i mig. Og fornam da vidnet og så, at blodet løb ned på Peder Skammelsens klæder og ned på jorden.

Ellers blev Peder Skammelsen siddende ved bordet til vidnet og Peder Kiærgaard i Hesselbjerg bar hannem i en seng, hvorefter vidnet da straks red ud til Christen Mikkelsen at tilkendegive ham den ulykke sket var. 2. Om der var nogen ord imellem vidnets fader og Peder Skammelsen førend den ulykke skete. Hvortil vidnet svarede, at der var aldeles ingen ord imellem dem enten denne dag eller tilforn, men (de) havde alle tider forligtes vel.

På spørgsmål svarede vidnet, at hans fader hverken havde truet eller talt ilde om Peder Skammelsen.

Derefter fremkom Anders Jensen, som og sad ved bordet imidlertid gerningen skete, og forklarede efterfølgende, men ej blev tilladt nogen ed, i henseende han var kun 14-år gammel, at han så blodet komme ud af Peder Skammelsen, men ej så gerningen blev gjort, men hørte at Peder Skammelsen gav sig og sagde: Tidligt nok kom jeg her.

Ellers fandtes kniven på jorden, hvormed ulykken skulle være gjort, så og at Peder Skammelsen blev henbåren i en seng, da blodet løb af ham.

Dernæst fremkom Peder Pedersen Kiærgaard i Hesselbjerg, som gjorde sin ed efter loven, at næste søgnedag efter julehelligdagene om morgenen kom en Jens Søndergaards liden datter til vidnet og sagde til vidnet: Kom op til vores, min fader har stukken Peder Skammelsen fordærvet.

Hvorpå vidnet straks løb hen til Jens Søndergaards, og da han kom i stuen, så han Peder Skammelsen indenfor bordet siddende, og blodet flød ned af ham på klæderne til jorden, og hørte ej videre han sagde end: aha, aha.

Imidlertid stod Jens Søndergaard midt på gulvet imellem hans (sin) kone og ældste datter, men hørte ikke, at Jens Søndergaard klagede sig noget, men konen og datteren jamrede sig overmåde derfor. Derefter bar vidnet tillige med Peder Jensen Peder Skammelsen ind og lagde ham på en seng, hvorpå han ungefær en halv times forløb efter døde; så gik vidnet ind i stuen igen,

og da var en del af byens folk indkommen udi storstuen, hvor Jens Søndergaard stod imellem dem. Da sagde vidnet til Jens Søndergaard: Vil du ikke qå ind i lillestuen, herude er så stor alarm. Og gik derpå Jens Søndergaard stiltiendes med god vilje foran ind i lillestuen, og blev han staande midt på til venstre på gulvet og vidnet ved døren. Da vendte han sig om og sagde vidnet: Djævelen skal fare i dig, du skulle også komme at gøre fortræd. Og med det samme gik til vidnet og tog i hans hår med begge hænder.

Imidlertid kom Lars Jensen og tog den ene hånd af vidnets hår, derefter fik vidnet tillige med flere Jens Søndergaard ind i storstuen igen, og holdt hannem fast at han ej skulle komme til at gøre større ulykke, som han sagde til dem at ville gøre. Imidlertid blev vidnet hos Jens Søndergaard tillige med flere til aften, da han lod sin tjenestekarl gå derhen at blive om natten.

Videre forklarede vidnet efter spørgsmål, at han ikke vidste eller har hørt nogen ord eller usamdrægtighed imellem Jens Søndergaard og Peder Skammelsen, ej heller havde nogen tid hørt, at Jens Søndergaard havde truet ham eller andre førend denne gang, som vidnet har forklaret.

Dernæst fremkom Lars Jensen af Hesselbjerg, som vandt ved ed med opragte fingre efter loven, at hannem i alle måder er bevidst, ligesom forrige vidne Peder Kiærgaard forhen omvundet haver, undtagen at han ikke hørte de ord, som Jens Søndergaard skulle have sagt til forrige vidne Peder Kiærgaard i lillestuen, eftersom vidnet ej kom derind, førend han tog hånden af Peder Pedersens hoved. Ellers forklarede vidnet, at han tillige med flere blev hos Jens Søndergaard den dag og nat, indtil om morgenen, da vidnet fulgte med ham til Sejerslev.

Efter spørgsmål forklarede vidnet, at han hørte Jens Søndergaard sagde nogle gange om aftenen, da vidnet tillige med andre holdt vagt, at han ikke frygtede så meget for den ulykke, han havde gjort, som for den han skulle gøre pa hustru, børn og hvem, som kunne komme til.

Hvornæst fremstod at vidne Mikkel Jensen Bondesen, som vandt ved ed efter loven, at lidet efter Lars Jensen var kommet til Jens Søndergaards, kom vidnet, da Peder Kiærgaard, hans karl og Lars Jensen sad hos Jens Søndergaard og holdt hannem i storstuen, og fra den tid af var vidnet bevidst ligesom forrige vidne Lars Jensen vundet haver i alle ord og indhold.

Hørte og at Jens Søndergaard sagde, dersom de ikke holdt ham fast, sålænge til de kom i fængsel, ville han gøre større ulykke på hvem, ham forekom. Videre fremkom Jens Christensen Præstgaard af Hesselbjerg, som gjorde sin ed efter loven, at lidet efter forrige vidner var indkommen til Jens Søndergaards, og imidlertid de holdt på ham, er han bevidst fra den tid af

det samme, som næstforrige vidner Peder Kiærgaard, Lars Jensen og Mikkel Bondesen vundet haver.

Derefter fremkom Søren Poulsen af Hesselbjerg, som gjorde sin ed efter loven, at han fulgtes med næstforrige vidne til Jens Søndergaards, og derfor i alle måder kunne følge hans vidne i ord og meninger.

På spørgsmål svarede samtlige vidnerne, at de mellem Jens Søndergaard og Peder Skammelsen havde de aldrig hørt nogen uenighed eller i ringeste måder usamdrægtighed.

Sr. Uttrup derefter tilspurgte Jens Søndergaard, af hvad årsag han havde gjort den ulykkelige gerning på hans tjenestekarl Peder Skammelsen, eftersom samtlige vidner forklarede, at dertil aldeles ingen føje har været, ej heller hørt ringeste strid imellem dem. Hvorpå Jens Søndergaard svarede,

at han havde ikke bedre forstand, og lå den kniv, som han gjorde gerningen med, på bordet, som han sad og fik mad ved.

Og formedelst sildig aftens påkomst blev retten ophævet til i morgen klokken 9, da parterne og de, som noget har at bestille, tillige med de otte mænd behagelig ville møde.

Tirsdagen den 11. januar 1729 mødte igen retten at betjene dommeren Rasmus Jørgensen, i skriverens ... Michael Feld, tinghører Niels Poulsen ifaarup , Hans Jacobsen i Nykøbing, Hans Sørensen Smed, Mads Jensen, Caspar Johansen, Christen Jensen, Knud Thomsen og Anders Pedersen ibidem, samt Mikkel Jensen i Lødderup, hvorpå mødte igen sr. Christen Uttrup og tilspurgte Jens Pedersen Søndergaard, som nu her for retten løs og ledig lige så vel som igår var tilstede, om han havde noget videre at svare, imod hvis iakten ... mod ham var sket, og om han forlangte at ville tage nogen prokurator efter fuldmægtig på sine vegne sig til forsvar.

Dertil Jens Søndergaard svarede, at han forlangte ingen forsvar til hans sags udførelse, men forklarede, at han var angergiven og urolig i sind og samvittighed, førend han gjorde ulykken, og eftersom han gjorde det af skrøbelighed og vanvittighed, var han en nådig dom begærendes; videre havde han ikke derimod at sige dommeren.

Endnu tilspurgtes Jens Søndergaard, om han havde videre i denne sag at svare eller noget sig til befrielse at ... eller påstå. Dertil han svarede nej, ej videre end som sagt er, at han ikke havde haft sin fulde forstand.

Efter hvilke omstændighederførte syns- og tingsvidner, samt egen tilståelse, som er så pur og ren forklaring om sagen, ... sr. Christen Uttrup i rette og formente, at aftmeldte Jens Pedersen Søndergaard blive til ... at lide efter loven og hans majestæts allernådigste forordning, og er derpå dommerens kendelse begærendes.

Dom: som med og af de lovligt førte vidner, såvel som Jens Pedersen Søndergaards egen frivillige og utvungne tilståelse og udsigelse her for retten, fuldkommeligen bevises og erfares, at han aldeles uden føje og årsag i ubetænksom hastighed har dræbt og ihjelslaget sin tjenestekarl Peder Skammelsen med en kniv, som har truffet hans bryst og hjerte således, at han deraf straksen er død, bliver så i hvorvel de samtlige førte vidner, såvel som Jens Søndergaard selv forklarer og tilstår, at ikke nogen tvist og uenighed enten da eller tilforn var eller forhen været imellem bemeldte Jens Søndergaard og samme sin karl, før sådan ulykke skete, kan dog sligt ej heller hans foregivende, at han har været tilforn, og da det passeret, i urolige tanker, ikke tjene eller være tilstrækkelig til nogen befrielse for ham, som har udgydt uskyldig blod. Mens han efter kongelig aldernådigste lovs 6. bogs 6. kapitels 1. artikel bør miste sit liv og ved sværd af skarpretteren henrettes, og derefter til kristen jord bestædiges. Og som ingen anden eftermålsmand er end Jens Søndergaards velbårne herskab, siden enken og arvingerne dem sligt frasiger, og intet hermed enten vil eller kan have at bestille, hans tilhørende og eftermålsmanden tilkommende halve boeslod at være samme hans herskab, højædle og velbårne hr. etatsråd Heespen tilfalden, såvel som den anden halve del ham ellers med rette efter loven tilkommer.

Bilag nr. 1.

Anno 1728, den 28. december var jeg underskrevne Jens Madsen Vils af Nykøbing efter hr. byfoged Rasmus Jørgensens ordre og begæring på kongelig majestæts og rettens vegne tillige med fire tiltagne uvillige mænd, nemlig Anders Poulsen i Sejerslev, Christen Nielsen Krog, Rasmus Thomsen Gadegaard og Christen Christensen Rolighed ibidem, samt kunsterfarne chirurgus Johannes Henchel i overværelse af højædle og velbårne hr. etatsråd v. Heespens fuldmægtig Christen Mikkelsen Uttrup af Nykøbing, at syne og besigtige

en soldat af navn Peder Skammelsen, som tjente Jens Pedersen Søndergaard i Hesselbjerg by på velbemeldte herskabs gods, som fandtes død og af en kniv ihjelslaget. Og da befandtes skaden og ulykken således som følger: 2de fingres bredde fra den venstre patte fandtes et hul, slaget med en kniv og skrås ind til hjertet, som blev visiteret af sr. Henchel med et instrument, ungefær fem tommer lang, at hvilket hul og knivslag mennesket var dræbt. Videre sårmål eller anden skade fandtes ikke noget sted på hans ganske legem, i hvor nøgen og grandt vi end efterså det, og kan vi ej skønne eller syne anderledes end jo bemeldte knivslag har været hans død, som og i sig selv er sandhed. Og befandtes hans klæder, nemlig vest, brystdug og skjorte ligeledes gennemslaget med en kniv ligefor bemeldte hul og skade, så var og klæderne mesten overalt ganske blodige.

Hvilken ulykkelig morderisk gerning bemeldte Jens Pedersen Søndergaard tilstod at have gjort på karlen, da han sad ved bordet og fik davre, uden nogen arsag end og sagde nogle gange, at han ville gøre flere ulykker på hans kone, børn og andre, og af des årsag begærede at komme i fængsel, i hvor vel han af kapelanen hr. Christen Svale og mange tilstedeværende blev tilholdt at frygte Gud og holde fast ved Vor Herre med flere gudelige formaninger, men forgæves, og blev han så derpå fængslet på rettens vegne og med vagt forsynet, samt straks derefter ført til Nykøbing.

Hvilket som f orbemeldt er, således at være i sandhed, tilstår og bekræf ter vi med vores hænders underskrift og videre til tinge vil være gestændig, hvor og når fornødent gøres.

Datum Hesselbjerg ut supra på rettens vegne og udi i by- og herredsfogedens

lovlige absence

Jens Madsen Wils

Anders Poulsen

Johannes Henchel,chirurgus

Christen C.N.S.K. Nielsen krogs navn

Christen'C.C.S.R. Christensen Rolighed hans navn

Rasmus Thomsen Gadegaard

Noter:

1 Fra pinse 1704, nævnt i sagen 27.10.1710, Morsø herredes justitsprotokol 1708-17, B.35.C-4,fol.229b-31.

· Matriklen 1688 for Dueholm, Ørum og Vestervig amter, Z.9-3,fol.263b samt de to afskrifter, Z.10-l,fol.179, Z.10-2.fol.284b.

· Opr. fundet af provst P. Filtenborg under gennemgang af ting- og justitsprotokoller fra Mors'

· Morsø herreders justitsprotokol 1708-17, B.35.C-4,fol.81b.-83b.

· Samme, fol.229b - 31.

· Samme 1717-23, B.35.C-5,fol.66-68.

7 Samme 1726-30, B.35.C-7,fol.362b-64 og 366a-b.

8 Viborg landstings dombog 1719-31, B.24-584,fol.398b.

· Sø (opr. v. Heespen) fæsteprotokol 1727-1879, G.104-3,fol.24b.

10 Landeværnsmandtal for Sejerslev sogn i pakken med sølimitter, landeværn og stykkuske, B.l.A-184.

11 Gift 5 uger efter pinsedag (henholdsvis 11.5. og 15.6.) 1704, nævnt i kilde 1.

12 Morsø Nørreherreds tingbog 1681-83, B.35.A-14,1682,fol.46b.

13 Kilde 9, fol.36.